Home Spis din grøftekant

Spis din grøftekant

Vi må erkende, at det er de levende dyr der trækker, hvis børnene skal bestemme. Med planterne er det sværere at sælge budskabet, og at tælle støvdragere er sjældent den store succes.

 

Skal vi sælge botanikken – så skal alle sanserne med. Og en af de helt store succeser gennem de sidste mange år har været ”Spis din grøftekant”. 

spis_din_grftekant3

Klassen deles ind i små hold, der hver bliver udstyret med en rygsæk, pakket med et stormkøkken og diverse køkkenudstyr. Sammen drager vi ud i naturen og samler et forråd, hører om planterne, deres kulturhistorie og brug gennem middelalderen, 2. verdenskrig og 70´ernes micro-macro bølge.

På en skøn plet i skoven tilbereder hvert hold en gang urtesuppe, grøftekantfrikadeller, eller hvad vi nu finder på. Sværhedsgrad efter alder.

Måske drikker vi et birketræ til, laver en  gang myntete af friskplukket vandmynte, eller hvad med en omgang grannålete? (Smager som at gå i karbad).

Alderstrin: Forløbet kan laves med stort set alle aldersgrupper. Skal elverne sidde i små grupper og lave deres egen mad, er det bedst fra 3 klasse og op.

Meget velegnet til familiearrangementer, ligesom vi ofte laver kurser for lærere og pædagoger.

 

Tidsforbrug:  3 timer. +/-

spis_din_grftekant_laerer

At bruge naturen i køkkenet hitter i disse år, også i den gastronomiske verden. Og vi indrømmer det gerne, det er rigtig lækkert. Trykker du her kan du finde vores egne favorit opskrifter. 

spis_din_groeftekant_frikadeller