Muldvarp (Talpa europaea)
Muldvarpen har sit navn efter de karakteristiske muldvarpeskud, idet ”varp” kommer af det gamle danske ord ”værpe” eller ”varpe”, som betyder at kaste. Muldvarpeskuddene er et resultat af muldvarpens anstrengelser med at grave sit gangsystem. Et helt gangsystem består af 100 til 200 meter gange og dækker et areal på mellem 200 og 1.000 kvadratmeter. Størrelsen på gangsystemet afhænger altovervejende af bestanden af muldvarpens primære føde – regnorme. Jo flere regnorme, des mindre gangsystem. En muldvarp er blevet observeret grave 20 meter gange på én dag, men gennemsnittet er 7 meter om dagen.
Gangene måler 4 cm i højden og 5 cm i bredden og er dermed ikke meget større end muldvarpen selv. Inde i gangene er koncentrationen af ilt ikke så høj som oppe i den fri luft, ligesom koncentrationen af kuldioxid er højere. For at kunne leve under disse forhold, har muldvarpen ret store lunger og en stor mængde blod i forhold til dens størrelse.
I gangene findes også hvilereder, der er foret med græs og blade. Man kan også finde steder, hvor muldvarpen har samlet op til 500 regnorme, som den har bidt hovedet af – så er de stadig levende og friske, men kan ikke stikke af. Selve gangene fungerer som fælde, som muldvarpen afpatruljerer for føde. Den kan faktisk bevæge sig forbløffende hurtigt, nemlig 1 meter i sekundet (3,6 km/t). Hvis man forestillede sig, at muldvarpen var menneskestørrelse og kunne løbe tilsvarende hurtigt, ville den faktisk let kunne slå verdensrekorden i 100 meter sprint. Og det er jo ganske godt gået, taget i betragtning af hvor specialiserede forbenene er til gravning. Den skal så også sætte forbenene i jorden to gange for hver gang bagbenene sættes i jorden én gang. Og så er muldvarpen faktisk også i stand til at svømme.
Det kræver selvfølgelig energi, sådan at drøne rundt. Også selvom den primært kun er aktiv om natten – ovenikøbet afbrudt af to ”midnats-lure”. De skal faktisk spise over 50% af deres kropsvægt hver dag, og alligevel er de temmelig slanke dyr med en fedtprocent på ca. 3% (mennesker skal have mellem 10 og 30% afhængig af køn og alder). Føden består langt overvejende af regnorme, men de kan også spise larver af biller og sommerfugle samt andre hvirvelløse dyr.
Som man også kunne forvente af et dyr, der lever under jorden, spiller synet ikke den store rolle for muldvarpen, og øjnene er ikke mere end en millimeter store. De er ovenikøbet normalt gemt i pelsen, dog er de omgivet af nogle specielle hår, der kan rejses, så øjet er synligt. Undersøgelser har vist, at muldvarpen kan se forskel på lys og mørke og muligvis også se nuancer derimellem.
Ørene er næsten endnu sværere at se, da det kun er to små (2 mm i diameter) huller, som også er godt gemt i pelsen. Meget tyder på, at muldvarpen kun hører lave (dybe) frekvenser og vibrationer, som så meget passende også er de lyde, det giver, hvis et rovdyr graver i jorden.
Muldvarpen har til gengæld en af de bedste følesanser af alle pattedyr. På snuden, bagsiden af hånden og på halen har muldvarpen varbørster (som hedder knurhår, når de sidder på snuden af f.eks. en kat) og som registrerer berøringer. Men faktisk er varbørsterne ikke muldvarpens vigtigste føleorgan, de har nemlig et unikt, og ekstremt følsomt, føleorgan placeret foran på snuden. Det hedder Eimers organ og det kan, udover smerte, registrere meget små strukturer, teksturer og vibrationer.
Følesansen er vigtig, når muldvarpen griber sit bytte, men den skal selvfølgelig lige finde byttet først, og til det bruger den lugtesansen. Det er faktisk ikke helt nemt at finde ud af, hvor godt en muldvarp lugter. Men den del af hjernen, som har med lugtesansen at gøre, er større (i forhold til kropsstørrelsen) end hos en kat. Forsøg har også vist, at en muldvarp kan lugte slimen fra en regnorm, der er smurt på en glasplade, på op til 30 centimeters afstand.
Muldvarpe bruger urin med duftstoffer til at markere sit territorium. Duftstofferne produceres i et par duftkirtler, som er en lille smule større hos hanner end hos hunner. Hos begge køn bliver disse kirtler større i parringssæsonen, hvilket tyder på, at lugtesansen spiller en rolle, når en muldvarp skal finde en mage.
Selvom hannerne generelt er lidt større end hunnerne, er det rigtigt svært at kende forskel på han og hun det meste af året. Det skyldes at de udvendige genitalier er næsten ens og hunnens kønsåbning er overvokset med hud udenfor parringssæsonen. Fra midten af februar begynder der at dannes en sprække i denne hud, hvorved der bliver adgang til hunnens kønsåbning. Også de indre kønsorganer vokser i størrelse hos begge køn. F.eks. vokser hannernes testikler fra ca. 300 mg til 2.500 mg i begyndelsen af parringssæsonen. Tilsvarende vokser prostata-kirtlen fra ca. 20 mg til 1.500 mg.
Selve parringssæsonen er fra april til maj, hvor hannerne begynder en hektisk graveaktivitet i deres søgen efter hunner. En han kan grave op til 800 meter ekstra gange ud fra sit permanente gangsystem. Selve parringen sker oftest i hunnernes reder, men er også blevet observeret over jorden.
Hunnen er drægtig i cirka 4 uger og i maj-juni føder hun 2-7 unger. De er nøgne ved fødslen og vejer kun ca. 4 gram. I de første 4-5 uger får de udelukkende mælk fra moderen og tager hurtigt på i vægt. Efter 3-4 uger vejer de op mod 60 gram. Efter endt diegivning søger ungerne selv deres føde i moderens gangsystem, men hun bliver mere og mere aggressiv og efter et par måneder bliver ungerne sparket ud hjemmefra. De graver meget overfladiske gange – eller bevæger sig over jorden – i deres søgen efter forladte gangsystemer eller områder uden andre muldvarpe, og det er derfor en farlig periode i en muldvarps liv. Faktisk bliver 4 ud 5 unge muldvarpe taget af rovdyr som ræve, ugler og musvåger i denne periode.
Nu er det ikke kun ungerne, som hunnerne er ude efter. Muldvarpe er territoriale dyr, og både hanner og hunner forsvarer territoriet voldsomt. Hunmuldvarpe er de eneste kendte pattedyr med ovotestiner, dvs. de ikke kun har de normale ovarier (æggestokke), men de har også en såkaldt pseudotestikel, som producerer det mandlige kønshormon testosteron, hvilket man mener kan forklare hunnernes aggressive territorialadfærd.
Muldvarpens skud kan være til irritation for mange haveejere i dag. Og sådan har det faktisk været helt tilbage til 1700-tallet, hvor adelsmænd og konger gav betaling for hver muldvarp, der blev fanget i deres parker. F.eks. fik gardistkonen Marie Wilhelms i 1745 overdraget hvervet at fange muldvarpe i Frederiksberg Have, siden også i Frederiksborg, Sorgenfri og Jægerspris slotshaver. I løbet af 25 år (1746-71) dræbte hun over 40.000, heraf 18.941 i Frederiksberg Have, og tjente omkring 3.000 rigsdalere, idet der blev betalt hende mellem 3 og 6 skilling pr. styk. Det giver gennemsnitligt 4,4 muldvarp om dagen og altså en dagløn på mellem 13 og 26 skilling, hvilket er ca. det samme som København betalte sine arbejdsmænd på den tid. For 8 skilling kunne man på Frederik IV´s tid (konge 1699-1730) købe 2 pund hvedebrød, 2 flasker øl eller en citron i København.
Havde man ikke råd til at betale for en muldvarpedræber, kunne man følge nogle af tidens råd for at holde muldvarpe væk. F.eks. skulle det hjælpe at hænge en muldvarp op i en galge til skræk og advarsel for de andre muldvarpe.
De døde muldvarpe blev dog ikke til menneskeføde. Den engelske kirkemand William Buckland (f. 1784 – d. 1856), som var kendt for at skulle prøve at spise alle de dyr, han kunne få fat på, måtte erkende at muldvarp smagte afskyeligt. Men det forhindrede selvfølgelig ikke brugen af muldvarp i medicin. F.eks. blev det i 1743 anbefalet at tage kødet af en muldvarp, lægge det i en flaske og fylde øl på. Drak man efterfølgende øllet, skulle det hjælpe mod epilepsi. Et vandudtræk af en muldvarps højre forpote skulle hjælpe mod malaria. Eller hvis børn urinerede i søvne, skulle man give dem en kraftig suppe kogt på muldvarpekød. Havde man hovedpine kunne man om halsen bære en rød silketråd, der var gjort blodig af at blive trukket gennem en levende muldvarp. Tak for moderne medicin, siger vi bare.
Muldvarpe blev også brugt som amuletter. Bar man f.eks. et muldvarpehoved og en svaleurt på sig, var man uovervindelig i handel og trætte (uoverensstemmelser), og havde man en pung syet af et skind, der var trukket af en levende muldvarp, var man heldig – den løb nemlig aldrig tom for penge.
Skindet af muldvarp er ekstremt blødt og smidigt og blev i gamle dage netop brugt til punge. Ligeledes er muldvarpepels også ekstrem blød og fløjlsagtig, hvorfor det også i begyndelsen af 1900-tallet blev højeste mode med pelse af sammensyede muldvarpeskind.
Udover den overtro, der er forbundet med amuletter, er overtroen omkring muldvarpen primært knyttet til to ting: dødsvarsler og dens udbredelse. Som et par eksempler på dødsvarsler kan nævnes, at ”kom der et muldvarpeskud på vejen fra en gård til kirken, så kommer der inden længe et lig ud fra gården” eller ”skyder en muldvarp op foran et menneske gående på en kirkevej, er det et dødsvarsel”.
Muldvarpen er udbredt i størstedelen af Europa og i Danmark findes den i hele landet med undtagelse af det sydvestlige Thy og en række øer som Bornholm, Amager, Ærø, Samsø, Anholt, Læsø, Mors, Fanø og Mandø. Den foretrækker muldjord i f.eks. skovbryn, på marker og i folks haver. Den ses ikke på meget sandet jord, eller hvor grundvandsspejlet er meget tæt på overfladen.
Der hvor muldvarpen mangler, har det givet grobund til forskellige fortællinger. Det fortælles f.eks. at: ”efter pesten havde dræbt alle mennesker på Mors, pløjede to troldkarle øen med en kæmpeplov, derfor har den et så vildsomt landskab. Da der kom muldvarpeskud frem allevegne, forbandede den ældste troldkarl muldvarpen fra Mors, og siden har den ikke vist sig der”. Eller ”når den første muldvarp kunne drukne sig i Vesterhavet, skulle hele Vestjylland forgå”.
Som en lille afsluttende bemærkning kan det nævnes, at muldvarpen er vært for Danmarks største loppe, nemlig muldvarpeloppen (Hystrichopsylla talpae talpae), som kan blive 5-6 mm lang. Loppen kan dog også findes på andre små pattedyr som rotter og mus.
Ved gravningen løsnes jorden med den ene gravepote, mens dyret holder sig fast i gangen med de andre ben. Dernæst føres den frigravede jord med for- og bagben bagud i gangen. Når en vis mængde jord er gravet fri, vender dyret sig om og skubber jorden yderligere bagud. Til sidst skubber dyret med det ene forben den overskydende jord opad i form af et muldvarpeskud.
Pelsen er tilpasset muldvarpens underjordiske liv ved at mangle fald eller strøg, så den kan bevæge sig både forlæns og baglæns i gangene uden at bringe uorden i pelsen.
I vinterpelsen er dækhårene 11–12 mm, mens uldhårene er 9–10 mm lange. Sommerpelsen er et par millimeter kortere. Begge typer hår vokser i siksak vinkelret ud fra kroppen. Hvert hår har ca. fire knæk med lige stykker indimellem. Hvor håret bøjer, er det tyndt, mens det er kraftigt på de lige stykker. Desuden drejer hvert hår på ombøjningsstederne 180 grader om sin egen akse. Alt dette bevirker, at hårene filtres sammen og danner en tæt blød pels uden strøg. Dækhårene ender i et lige, tykt stykke, der lægger sig skråt og danner et tæt lag, der forhindrer jord i at trænge ind i pelsen.
Et fuldstændigt pelsskifte sker nogle få uger i foråret og igen i efteråret.
For bedre at kunne grave er forlemmerne forskudt fremefter, således at hænderne er placeret ved siden af dyrets hoved i hvilestilling. Dette skyldes, at skulderbladene er omdannet til lange, slanke knogler, der strækker sig fra brystkassen langs halshvirvlerne helt til kraniets bagkant. Overarmsknoglerne er derimod korte og kvadratiske. Hertil er fæstet kraftige muskler, der fører til brystbenet, hvor de er fæstet til en benkam.
Inde i muldvarpens mund findes hele 44 tænder. Et såkaldt fuldstændigt tandsæt ligesom hos oprindelige, nu uddøde pattedyr. Fortænderne er små, mens hjørnetænderne, især i overmunden, er store og dolkformede. Muldvarpen har også mælketænder, men de skiftes allerede hos den spæde unge.