Korsknap

Korsknapgalhveps (Liposthenes glechomae)

På Korsknap kan man i det sene forår finde en galle, som til tider er rund som på billedet til højre, eller mere eller mindre oval som på det nederste billede. Gallen kan variere meget i størrelse og blive helt op til 2,5 cm stor, hvilket ser voldsomt ud på en så forholdsvis lille plante. Det største eksemplar på billedet herunder er 2,2 cm. Undertiden kan man finde galler, der er vokset sammen, hvorved mere langstrakte galler opstår.

Gallen er i starten grøn, men jo mere den bliver udsat for sol, jo mere rødlig bliver den.

Inde i gallen lever en enkelt hvid larve, der forpupper sig der og først klækkes næste forår i april-maj måned, når korsknappen igen for alvor er fremme. På den overskårne galle ses larven tydeligt i midten. En stor galle til en enkelt lille larve.