Blomster i august

Rejnfan (Tanacetum vulgare)

I august dominerer rejnfan mange steder, hvor den står og lyser op i landskabet med sine markante gule knapper. Den har derfor også fået det folkelige navn Guldknap

Planten har en meget stærk krydret duft. Som lægemiddel er den blevet brugt til rigtig mange ting. Både mennesker og dyr har haft gavn af den. Man har anvendt både blade, frø og blomster. Ofte hang de til tørre i huggehuset. Mindre skadedyr holdt sig væk, hvis der var strøet tørret rejnfan på de udsatte steder. Men også rotter og mus kunne man blive fri for, hvis der lå bundter af denne plante inde under taget, fordi duften er så stærk.

Garn farvet med rejnfan bliver gult eller gulgrønt.

Blade, og især blomsterne, kan tilsættes brændevin, så får du en dejlig bitter.(BU)

Blåmunke (Jasione montana)

Planten, der vokser på tør, sandet jord, findes ved Gyveltorp på modsatte side af bygningerne ved Trente.

Den blomstrer fra juni til august. Blåmunke hører til klokkeblomstfamilien  og ikke kurveblomstfamilien, som man måske skulle tro. Det er sjov at se den enkelte lille klokke i lup. Blåmunke bestøves af sommerfugle og andre insekter.

Stænglen indeholder mælkesaft. Trolddomskraft og hekseri er knyttet til planten.(BU)