Blomster i April

Hvid anemone (Anemone nemorosa)

Næppe nogen anden blomst varsler, at foråret for alvor er kommet i gang, som anemonen, når den dækker bøgeskoven med sit hvide tæppe. På Trente Mølle er der ikke meget bøgeskov og derfor heller ikke særlig mange anemoner, men lidt er der dog i skoven ved den forreste møllesø, samt i krattet bag den bagerste mølledam – ”Den hemmelig Sti”.
Når anemonen blomster, skal det gå stærkt, da det skal ske før, bøgen lukker al lys og varme ude fra skovbunden. For at være klar, har anemonen lagret energi fra sidste år i sine tykke jordstængler. Hvis man forsigtigt graver lidt under en anemone, vil man nemt kunne se disse vandretliggende stængler. Tit vil man i skoven om vinteren kunne se steder, hvor rådyret har gravet efter disse rødder for at supplere den sparsomme vinterkost. Derimod skal man ikke spise den friske anemone, da den er giftig, i hvert fald for os mennesker.

Alm. milturt. (Chrysosplénium alternifólium)

I de mere sumpede områder blomstrer milturten. Den er ret uanselig med sin små lysegrønne blomster, men har man en gang lagt mærke til den, så er den let at finde. Det er bladene, der har givet denne plante dens navn, da de efter sigende skulle have samme form som milten.

Milturt er et eksempel på en plante, der har fået sit navn med udgangspunkt i signaturlæren. Signaturlæren er en forestilling, der bygger på den tankegang, at Gud har sat sit mærke, sin signatur, på alle planter, for at fortælle os mennesker hvordan de kunne bruges som medicin. Planter med hjerteformede blade var naturligvis gode mod hjertesygdomme, planter med hul rod mod problemer med livmoderen (f.eks. hulrodet lærkespore), aspargesens fligede tynde blade mod hårproblemer etc.. Således bærer mange planter i dag navne, der tager udgangspunkt i denne tankegang. Lungeurt og hjertegræs er andre eksempler på dette.

En af de vigtigste fortaler for den tankegang var lægen og alkymisten, Paracelsus (1493-1541 fra Salzburg. Bl.a. mente han, at enhver plante var en lægeplante, og havde til opgave at helbrede nogen af menneskets sygdomme.

Vorterod  (Ficaria verna)

I vorterne – eller rodknoldene – oplagres næring, så planten er klar til at springe ud som en af de første forårsblomster i april-maj måned. Blomsterne er skinnende gule. Mange kalder den og alle andre gule ranunkler for ”smørblomst”. Dette navn hentyder til en børneleg, hvor man holder blomsten op under hagen på hinanden, og kommer der en gul plet, så kan man godt lide smør. Hemmeligheden ligger jo selvfølgelig i, om man kan fange solen med de skinnende gule blade.

Bellis  – Tusindfryd (Bellis perennis)

Bellis kaldes også tusindfryd. Denne lille plante har en meget lang blomstringstid. Den er blevet anvendt som lægemiddel bl.a. mod forstoppelse. Den kan anvendes til madlavning i salater, som pynt eller tørres til the. I gamle dage hed det sig, at hvis man spiste den først sete bellis eller tusindfryd om foråret, fik man ikke feber resten af året.

Af blomsterne kan du flette kranse. (BU)

Skovsyre (Oxalis acetosella)

Denne plante ses tit i bøgeskov  og kaldes også kukkermad. Den indeholder oksalsyre, det samme stof som findes i rabarber, derfor skal man spise den med måde. For eksempel kan den bruges i salater. Den virker læskende.  Som lægemiddel er den blevet brugt som mundskyllemiddel.
I gamle dage tog man vejrvarsler af planten. Hvis en storm var i vente, stod småbladene lige op i vejret, som ville de stride mod vejret. Et år med mange skovsyreblomster varslede meget slud og regn. Når regnen nærmer sig, folder bladene sig sammen.  (BU)

Druehyld   (Sambucus racemosa)

Blomstrer fra sidst i april – maj måned. Frugterne er koralrøde, de smager ubehageligt, men de spises gerne af solsorter, drosler og andre bærspisende fugle.

Bladene hos druehyld minder om løvet hos den almindelige hyld, men hos druehyld er bladstilkene røde. (BU)