Spis din grøftekant!

Vi må erkende, at det er de levende dyr, der trækker, hvis børnene skal bestemme. Med planterne er det sværere at sælge budskabet, og at tælle støvdragere er sjældent den store succes.

Skal vi sælge botanikken – så skal alle sanserne med. Og en af de helt store succeser gennem de seneste mange år har været ”Spis din grøftekant”.

Klassen deles ind i små hold, der hver bliver udstyret med en rygsæk pakket med et stormkøkken og diverse køkkenudstyr. Sammen drager vi ud i naturen og samler et forråd, hører om planterne, deres kulturhistorie og brug gennem middelalderen, 2. verdenskrig og 70´ernes micro-macro bølge.

På en skøn plet i skoven tilbereder hvert hold en gang urtesuppe, grøftekantfrikadeller eller hvad vi nu finder på. Sværhedsgrad efter alder.

Måske drikker vi et birketræ til, laver en gang myntete af friskplukket vandmynte, eller hvad med en omgang grannålete? (Smager som at gå i karbad).

Alderstrin: Forløbet kan laves med stort set alle aldersgrupper. Skal eleverne sidde i små grupper og lave deres egen mad, er det bedst fra 3. klasse og op.
Meget velegnet til familiearrangementer, ligesom vi ofte laver kurser for lærere og pædagoger.

Tidsforbrug: 3 timer. +/-

Se opskrifterne her:

At bruge naturen i køkkenet hitter i disse år, også i den gastronomiske verden. Og vi indrømmer det gerne, det er rigtig lækkert. 
Herunder kan du finde nogle af vores mest brugte opskrifter, og flere er på vej.