Vedbend (Hedera helix)

Navnet Vedbend (witbendre) hører vi første gang i begyndelsen af 1300-tallet. Det betyder enten ”træbånd” eller ”vidjebånd” med hentydning til de omslyngende og bøjelige stængler. Det er en af kun to hjemmehørende lian-lignende klatreplanter.

Vedbend er kuldefølsom, men hører dog alligevel til blandt de hjemmehørende arter i Danmark. Den har typisk været at finde ved kysterne, hvor havvandet holder lufttemperaturen lidt højere end inde i landet. Men i dag findes den også langt inde i landet. Fra midten af 1800-tallet begyndte man at forædle forskellige sorter til havebrug, hvorfra nogle af disse sorter også har bredt sig ud i naturen.

I oldtidens Grækenland var vedbenden kædet sammen med Dionysos, som var guden for vin og ekstase. Romerne kopierede Dionysos og kaldte ham for Bacchus. De blev begge ofte afbildet med en krans af vedbend om hovedet. I danske læge-bøger optræder Vedbend fra 1400-tallet, og her kan man læse om dens medicinske fortræffeligheder. F.eks. skulle saften fra Vedbend og Humle blandet med rosenolie og vin virke mod hovedpine, hvis man gned blandingen i ansigt og tindinger. Ligeledes skulle saften, blandet med eddike og salt, virke mod døvhed, hvis man smurte den ind i næsen. Selvom nogle af de gamle behandlinger virker mildt sagt mærkelige, så havde de en gang imellem fat i noget: Et udtræk af roden kogt i vand og knust og blandet med honning og peber var et middel mod hæshed. I dag bruges et udtræk af bladene – i meget små doser – imod hoste og bronkitis.

Men man skal nu ikke spise vedbend. Alle dele, specielt bærrene, er giftige, da de indeholder stoffet α-Hederin, som giver kvalme, diarre, hovedpine, forhøjet puls og krampe. Ved indtagelse af større mængder kan det føre til chok og respirationssvigt. Heldigvis er bærrene så bitre, at man overhovedet ikke har lyst til at spise dem.

Bærrene er til gengæld vældigt populære hos en række fugle. Efter en tur gennem tarmsystemet kommer frøene ud i den anden ende, hvorved vedbenden spredes. I begyndelsen kryber vedbenden langs jorden, men hvis den møder træ, begynder den at klatre. Klatringen foregår ved, at de såkaldte klatrerødder kryber ind til træstammen og danner små rodhår. Disse hår vokser ind i selv de mindste sprækker, hvor de udskiller nanopartikler, der virker som lim. Efter ”limen” er hærdet, tørrer rodhårene og trækker sig sammen, hvorved de også trækker vedbenden helt tæt på træstammen.

På den måde vokser vedbenden op ad stammen indtil den når et sted, der får nok lys til, at den kan blomstre. De skud, der bærer blomsterne, ser helt anderledes ud, da de ikke hæfter til træet, men er mere buskagtige. Vedbend er stedsegrøn, men har to forskelligt formede blade. De skud, der bærer blomsterne har ikke de ellers så karakteristiske ”lapper”, som de klatrende grene har. Blomsterne selv sidder i halvkugleformede stande og producerer rigtigt meget nektar.

Vedbenden er den plante, der blomstrer senest på året (september til november) og sammen med den megen nektar, gør det vedbenden til en ren insektmagnet for svirrefluer, gedehamse og fluer. Fordelen for vedbenden er selvfølgelig, at der ikke er så meget konkurrence om insekternes gunst. Hvis du er haveejer, så er Vedbend derfor en rigtig god plante at have, hvis du gerne vil højne biodiversiteten i haven.