Borgerinddragelse
Trente Mølle har i mange år haft fokus på borgerinddragelse i vores arbejde. Det er både i form af konkrete projekter og som netværkstovholder for naturvejledere, der på den ene eller anden måde arbejder med borgerinddragelse, men vi har også ledet kurser for de seneste mange hold af nye naturvejledere, der er blevet uddannet inden for emnet.
Borgerinddragelse er en lidt mærkelig størrelse at få styr på, og ofte er der flere tolkninger af begrebet. Vi har her valgt at arbejde i primært 2 retninger. Dels handler det om at give borgerne indflydelse på beslutningsprocesserne i forbindelse med fysisk planlægning, og på det seneste har vi haft specielt meget fokus på at inddrage børn og unge, bl.a. hvad parker, grønne områder, stisystemer og legepladser angår.
Den anden udlægning er omkring inddragelse af forskellige grupper af borgere i forbindelse med naturpleje og den direkte forvaltning af vores natur. Her ligger vi på grænsen af et andet område, der tales meget om disse år; Frivillighed. Og ja – der er et overlap, og det er til tider svært at skelne, men måske er det heller ikke så nødvendigt.
Men når vi her taler om borgerinddragelse og naturpleje, tænker vi f.eks. på restaurering af vandløb, kogræsserlaug, bekæmpelse af invasive arter (f.eks. bjørneklo), restaurering af moser etc.
Vi vil her på siden løbende prøve at komme med eksempler – og ikke mindst metoder – på borgerinddragelse i den ene eller den anden betydning.
I menuen til højre kan man klikke sig videre på 4 små metoder, vi med held har afprøvet nogle gange – metoder, der på hver sin måde, er beregnet til at få ideerne på bordet (sektionerne kan også ses længere ned på denne side).
Ved de 3 af metoderne har vi lagt en eller flere små videoer ind, hvor man kan se metoden anvendt i praksis.
I nær fremtid håber vi på at kunne bidrage med endnu flere metoder samt en masse praktiske eksempler på naturplejedelen.
Kontakt os endelig for ideer, spørgsmål og kommentarer.
Vores natur og vores demokrati fortjener det.
Idéaktier - et spil til at få den gode idé frem.
Ideaktiespillet er en anden form for utopifase i fremtidsværkstedet. Her gælder det om at få alle vilde ideer på bordet, og i den grad beholde ja-hatten på, sætte fantasien i gang og selvfølgelig at tjene flere penge end de andre hold.
Målgruppe: 7 klasse og op.
Tidsforbrug: fra 1½ time og mere. Hertil kommer efterbehandling af idéer.
Materialer: Fortrykte idèaktier (se eksempel), penge (download eksempel på grunker), dirigentklokke eller andet, der kan samle folks opmærksomhed, terning, masser af væg- eller tavleplads til ophængning af idéer, samt evt. lidt grej/udsmykning, der giver en forestilling om børs/bank. Elefantsnot eller andet til ophængning af idéer.
Deltager antal: Spillet fungerer bedst, hvis man er mindst 3 grupper af 3-4 personer – men gerne mange flere. Regn med en spilleder for ca. hver 3 grupper, der er med i spillet, da der ellers bliver for megen ventetid ved Børsen.
Spillets forløb og idé.
Deltagerne deles op i hold på omkring 4-5 personer og placeres ved borde, der er holdets base. Det er fint, hvis bordene ikke står så tæt, at man umiddelbart forstyrrer hinanden, men samtidig ikke længere væk end at man kan høre fælles beskeder. Alle hold får som udgangspunkt udleveret lidt startkapital samt 2-3 idéaktier. Børsmægleren har et område i lokalet, der fungerer som Børsen med bord til penge, aktier og udstyr, samt tavler eller andet til ophængning
Idéen bag spillet og reglerne forklares.
Det er nu holdets opgave at udvikle en idé inden for den givne ramme – jeg har brugt det i forbindelse med f.eks. udvikling af en legeplads, faciliteter langs et nyt stiforløb (nedlagt jernbane) og et grønt område i en landsby.
Når holdet har udviklet en idé, skal den sælges på børsen. Her gælder det for holdet at kunne argumentere for sin idé og sælge den så godt som muligt til børsspekulanterne (spillederen eller gerne en eller to mere). Børsspekulanterne køber idéen og prissætter den efter, hvor genial de synes den er, hvor gennemarbejdet idéen er etc. Holdet får beløbet udbetalt, og prisen (kursen) noteres på aktien, hvorefter den hænges op til inspiration for andre.
Holdet kan nu købe flere aktier, udvikle flere idéer og på den måde tjene flere penge.
Når en aktie har opnået en kurs, kan den købes af andre hold til kursen. De andre hold har nu mulighed for at videreudvikle på idéen, og på ny at sælge aktien på børsen, har de mulighed for at hjemtage en kursgevinst.
Et hold vil typisk dele sig op i nogen, der beskriver idéerne, som holdet har fået, nogle der er sælgere og prøver at overbevise børsspekulanterne om deres idés genialitet, og nogen der tjekker de andres idéer og evt. opkøber disse for videre udvikling. Men der er mange variationer.
Børsspekulanterne (spillederne) skal være benhårde forhandlere og sætte tempo på spillet.
De kan bl.a.:
Afvise en idé, fordi den allerede eksisterer (patent). Det betyder tab for en gruppe, der ikke var hurtig nok.
Indføre tidsbegrænsede vilkår eller ønsker. Kan f.eks. i en periode tilgodese ønsker i en bestemt retning. Eksempler: Ting der fremmer motion, idéer der tilgodeser kaninavlere, ting der er rettet mod dagplejemødre, ideer der er orange … eller…. kun fantasien sætter grænser, men alt har til formål at inspirere deltagerne til at spille nye ikke tænkte muligheder på banen.. Vilkår og ønsker annonceres ved at ringe med klokken og udråbe budskabet.
Afgør tvister ved hjælp af terningen.
Spørg uddybende ind til idéerne og forlang ændringer eller foreslå retninger etc., der vil forbedre idéen.
Børsspekulanterne afgør spillets længde. Det er vigtig at slutte, mens der stadig er tryk på kedlerne, og spillet er rimeligt i gang.
Når spillederne fornemmer, at det er ved at være tid til at stoppe, fastsættes hvor mange minutter der er tilbage, således at der bliver lidt stress på for at få de sidste idéer gjort færdige.
Nu står man så med en masse idéer, nogen vildere end andre, nogen mere realistiske, nogen umiddelbart lette at gå til, andre måske længere ude, men i virkelighed på sigt dem, som kan danne basis for noget helt nyt, der ikke er set før.
Der er flere måde at forsætte arbejdet på.
Med skoleklasser kan det være en god idé, at lade grupperne bruge deres tjente penge til at byde på idéerne og købe en eller to, de synes bedst om, og så arbejde videre med idéen. Se evt. Skrammelhjerne eller Fotosafari.
Med voksne har vi tit delt ideerne op i kategorier (det tager lidt tid), og deltagerne har derefter valgt sig ind på et område, de har haft lyst til at arbejde videre med. I et forløb omkring udvikling af en legeplads blev idéer, der handlede om mad – fra jord til bord – samlet i én gruppe, og 3 fra personalegruppen arbejdede videre med disse ideer, mens andre tog sig af ”motoriske redskaber” etc.
Vigtigt er det at samle alle idéer op og få dem skrevet ned og ”udgivet” som et lille idékatalog. En idé, der i første omgang virkede lidt tosset og urealistisk, kan måske på sigt blive gnisten til noget helt nyt.
Og endeligt – tag ikke fejl af det – så er det vigtig at få kåret en vinder – det hold der har tjent flest penge.
Skrammelhjerne
Når man arbejder med børn og borgerinddragelse, handler det om at give sig tid. Tid til at børnene kan udtrykke deres ønsker. Tid til at lytte til, hvad det egentlig er børnene vil fortælle – og fortællingen er ikke nødvendigvis ord. En metode kunne være Skrammelhjerne.
Målgruppe: 3.-4. klasse og op. Også velegnet til voksne, der tør slippe fantasien løs og finde det indre legebarn frem igen.
Tidsforbrug: fra 1½ time og mere.
Materialer: Jo flere materialer, jo bedre. Alt kan bruges – fra perler, piperensere, modellervoks og andre ”hobby-materialer” til mere genbrugsagtige ting. Elektrikerrør, trærester, rør, flamingo, cykelslanger etc. Alt kan bruges og jo mere forskelligt, jo bedre.
Store plader til at bygge på. Spånplader i 9 mm er ganske udmærkede og kan købes i håndterbare mål i de fleste byggemarkeder – også lavpris.
Evt. maling (så er det samtidig en god idé at have forklæder og pensler).
Værktøj: Små boremaskiner, diverse save, limpistoler i mængder, hæfteklammemaskiner, knive/skæreunderlag, hammere etc. Evt. papir/aviser til at dække af med.
Metoden:
Skrammelhjerne er rigtig god til at sætte den kreative proces i gang hos børn (og voksne), når der skal tænkes nye ideer til et konkret indhold, på f.eks. et grønt område, en legeplads eller lignende.
Udvalget af materialer og brugen af materialerne går to veje. For det første er det lettere for mange børn at udtrykke deres ideer, når det bliver mere konkret, og de skal bygge dem. Men samtidig er et stort udvalg af materialer også med til at sætte fantasien i gang og med til at skabe nye, og måske bedre, ideer.
En masse limpistoler og andet værktøj appellerer til børnene, og jeg har således oplevet teenagere, der ellers ikke frivilligt deltog, blive helt grebet af arbejdet, ikke havde tid til at tage med hjem, og samtidig fik udviklet nye ideer og ikke mindst fik ejerskab til et projekt deres landsby.
Når pladerne er færdige, har vi flere gang brugt dem til at udstille f.eks. i forbindelse med at de voksne har afholdt et mere traditionelt borgermøde. Her har børnene udstillet deres modeller og stolt fortalt om deres ideer. I øvrigt er det altid et hit for pressen.
Børn (og de fleste voksne) er ikke uddannede designere, så det er ikke altid indlysende, hvad det er, de gerne vil udtrykke. Derfor kræver denne arbejdsmetode tit tid til at spørge ind til indholdet.
Park of Dreams
Man har lov til at drømme og uden drømme….
Målgruppe: Næsten alle.
Tidsforbrug: fra 1 time og mere. Hertil kommer evt. efterbehandling af idéer.
Materialer: Balloner, ballonpinde og/eller snor, manilamærker, elastikker og tuscher. Evt. helium.
Deltagerantal: Uendeligt.
Parks of dreams er en metode til at visualisere muligheder for udvikling af et område. Deltagerne udstyres med balloner, manilamærker og tusch. Et område traves igennem og deltagerne bedes placere sine balloner dér, hvor der kunne være basis for udvikling – enten fordi her er noget værdifuldt, eller fordi der er tale om det modsatte – noget der ikke fungerer. Man kan med fordel bruge balloner i 2 farver. På hver ballon sættes en manilamærke, hvorpå man skriver sin kommentar.
Bagefter går gruppen enten sammen rundt og diskuterer de forskellige forslag/elementer – eller man lader deltagerne gå rundt og læse de andres kommentarer/forslag og kommentere videre på dem – enten ved at skrive videre på manilamærkerne eller ved at hænge nye mærker på ballonerne.
Når man er færdig, har man et område dækket med balloner, der (evt. via farverne og placeringerne) fortæller om højdepunkter og svagheder ved området og kommer med løsningsforslag til at udvikle dette.
Metoden kan med fordel bruges i forbindelse med et offentligt arrangement, hvor forbipasserende får en ballon i hånden, evt. en af hver farve, og inviteres til at komme med ideer til udvikling af området. Hvilke drømme har de?
Ballonerne hænger der resten af dagen til diskussion og inspiration for andre interesserede borgere.
Til sidst samles ideerne og skrives ned med henblik på det videre arbejde.
Kilde:
Ann Van Herzele, Kevin Collins and Veerle Heyens
Interacting with Greenspace: “Public Participating with Professionals in the Planning and Management of Parks and Woodlands
Foto-safari
Når man skal udtrykke sine ideer, kan det være en god ide at gøre det ved at tegne/male. Mange har dog en angst for det hvide papir og kan med egne ord ”ikke tegne”. Til gengæld kan alle tage et billede!
Målgruppe: 4. klasse og op.
Tidsforbrug: fra 1½ time og mere. Hertil kommer efterbehandling af idéer.
Materialer: Digitale kameraer. Mulighed for at trykke billeder ud på printer i A4 størrelse. Tuscher. Elefantsnot eller andet til ophængning af billederne.
Deltagerantal: Uendeligt – men der skal være kameraer nok.
I foto-safari går deltageren en tur på det område, der arbejdes med og bliver bedt om at tage billeder af steder, de kan lide eller ikke lide, steder der vil være velegnet til noget bestemt etc. Med et digitalt kamera er det let at printe billederne, når man kommer tilbage, og der er nu gode muligheder for at tegne sine ideer og ønsker ind på fotoet.
At arbejde med fotoet som tegnebaggrund gør, at det et let at få sine ideer tilføjet til virkeligheden, da deltagerne meget lettere kan tegne, så beskuerne kan se, hvad det skal forestille. Det er således ideen, der kommer i forgrunden, og ikke det tekniske med at kunne tegne, lave perspektiv etc.
Samtid gør det, at man kigger gennem kameraets linse, at man hjælpes til at fokusere mere på mangler og muligheder, gode oplevelser, øjebæer etc.
Variation: Foto-safari egner sig også fortræffeligt til et mere offentligt arrangement. Er der tale om planlægning af en park, et grønt område etc., opfordres de forbipasserende til at tage et billede eller to og skrive deres mening, forslag o. lign. ned på billedet. Her kan polaroidkamera være en metode. Men bedre er det med små digitale kameraer og mulighed for at printe billederne på stedet.
Metoden kan med fordel kombineres med, at man laver interviews med folk.
