El
Elle-tunge (Taphrina amentorum)
Finder man denne mærkelige galle på elle-kogler er der ikke noget at være i tvivl om. I dette tilfælde skyldes gallen en svamp. Gallen starter med at være grøn, for derefter at blive mere eller mindre rød. Til sidst vil man kunne se helt sorte ”lig” på koglen.
Gallen har ikke noget dansk navn, men kunne passende kaldes Elle-tunge, hvilket den, direkte oversat, også gør på en række andre europæiske sprog.
Ellepunggalmide (Phytoptus laevis)
På oversiden af elleblade ses meget ofte disse små punggaller lavet af Ellepunggalmiden. Gallerne, der er 1–2 mm store og mere eller mindre runde, starter med at være gulgrønne, senere røde for til sidst at blive brune. Der findes ofte rigtig mange på samme blad. Kigger man på undersiden af bladet med en kraftig lup, vil man kunne se en lille åbning omgivet af en lille fordybning.
Her ses de mere eller mindre runde punggaller lidt tættere på.