Faciliteterne på Lærkedal
Når I lejer Lærkedal, lejer I det store shelter samt det lille shelter ved siden af. Derudover lejer I også bjælkehytten samt udekøkkenet med tilhørende bålsted. I kan også benytte jer af broen ud på søen. Madpakkehuset og bålpladsen i forbindelse hertil er offentligt tilgængelige og kan også benyttes, men med den forståelse, at andre også kan være der.
Adressen på Lærkedal er Præsteskovvej 17, 5672 Broby. Bygningerne og området omkring ejes af Naturstyrelsen, men shelterne og bjælkehytten lejes via os på Trente Mølle.
Har I brug for mere information, end I kan finde her, så kan I evt. downloade vores informationsmappe her.
Det store shelter
Det store shelter er udviklet specielt til Lærkedal. Her kan 30 børn og voksne hygge og sove omkring bålstedet i midten.
Der findes et læsejl i bjælkehytten, som kan hænges op i vindsiden af shelteret, hvis det blæser ind.
Det lille shelter
Har I brug for et “lærer-shelter” eller har et af børnene lige brug for en puster? Så ligger det lille shelter med plads til 6 personer ved siden af det store shelter.
Bjælkehytten
Bjælkehytten indeholder et opholdsrum, køkken, toilet, soverum samt et depotrum.
Opholdsrummet har borde/stole-sæt til 20 personer. Desuden er der 10 ekstra stole.
Depotrummet er fyldt med udstyr til aktiviteter i, og undersøgelse af, naturen.
Toilettet indeholder et toilet og håndvask. Bemærk: Der er ikke badefaciliteter på Lærkedal.
Soverummet indeholder en køjeseng med plads til to personer. Der er også to stole og et cafébord samt et skab.
Køkkenet er udstyret med køle-fryseskab, komfur, vask, elkedel, kaffemaskine, køkkengrej samt service og bestik til 40 personer.
Madpakkehus, bro og bålsteder
I kan bruge madpakkehuset til spisested eller til at kigge på smådyr. Men husk, at madpakkehuset er offentligt, så alle andre har også lov at være der. Ved siden af madpakkehuset findes også to offentlige muldtoiletter.
Det kan være hyggeligt at stå på broen ude på søen og kigge efter dyrene, der flyver og svømmer rundt. Brug den også som platform, når I skal fiske efter karusser eller fange smådyr med vandketcherne.
Lige uden for bjælkehytten er der et bålsted med tilhørende grillrist. Stålbordet og vasken gør det muligt at lave mad udendørs. Udekøkkenet vil gradvist blive udvidet og forbedret.
Undervisningsmaterialer
Trente Mølle Naturskole har udarbejdet forskellige undervisningsmaterialer til Lærkedal. Materialerne har fokus på de forskellige naturtyper, der findes ved Lærkedal. Gå på opdagelse i søen og fang smådyr eller karusser, gå ud på græsningsarealet og led efter liv i lorten, sæt fælder efter smådyr eller bliv klogere på skoven og dens træer. Hvert undervisningsmateriale indeholder praktisk info og gode historier, som de voksne kan bruge, samt forslag til lege og aktiviteter. Undervisningsmaterialerne (samt det udstyr, I skal bruge) står i depotrummet i bjælkehytten. De kan også downloades her: Faldfælder, Karussen, Skov og træer, Smådyr i vandet og Møgdyr.
Discgolf og mountainbikespor
Området ved Lærkedal rummer en 9-huls discgolf-bane. Discgolf er golf spillet med frisbees, hvor hullerne er erstattet med kurve. Udstyr til discgolf findes i depotrummet og reglerne samt beskrivelse af banen kan downloades her.
Har I mountainbikes med på turen, kan det også anbefales at prøve Lærkedal Mountainbikespor, som ligger på området.