Faciliteterne på Øhavsakademiet

Øhavsakademiet består af to bygninger hvoraf den ene er depot og den anden indeholder samlingslokale, toiletter og kajakhotel. Desuden hører udeområdet med borde-bænkesæt og bålsteder med. Når man lejer Øhavsakademiet, så lejer man samlingslokalet og udendørsfaciliteterne. Bemærk, at der godt kan være udlejet på Bittenhus samtidigt.

Samlingslokale

Rummet er udstyret med borde og stole til 20-24 personer. Bordene er designet til undervisningsbrug og er robuste og flytbare, så de nemt kan stilles op på mange måder. Det opvarmes med varmepumpe, men der er også en brændeovn, hvis der er behov for lidt hygge.

Lokalet har et tekøkken med to kogeplader, emhætte, kaffemaskine, elkedel, indbygget ovn, køleskab og fryser. Der forefindes termokander til the og kaffe samt glaskander. Der er glas, kopper, frokosttallerkener og service til 24 personer.

Udeområdet

Området har fire bålpladser og to borde-bænkesæt, hvor der er plads til 40 personer, hvis man sidder tæt.

Skylleområde

På bagsiden af depotbygningen findes et stålbord med vask, hvor man kan skylle sin friskfangede ørred, hornfisk eller andet. Husk at gøre rent efter dig.

Kajakhotel

Ud mod vandet er der indrettet et kajakhotel, hvor det er muligt at anbringe sin kajak, hvis man er på tur i Det sydfynske Øhav og gerne vil ud at opleve lidt af landet på gåben. Der er en låseanordning, hvor du kan låse din kajak fast. Men medbring egen hængelås. Kajakhotellet er gratis at bruge. Kajakhotellet har plads til 8 kajakker. Bemærk, at kajakken maks. må være 4,95 meter i længden. Er din kajak større, så skriv til os på Trente – så finder vi nok en løsning.

Toiletter

I mellemgangen findes to offentlige toiletter.