Pil
Der findes rigtigt mange forskellige galler på pil, og det er bestemt ikke altid de letteste at bestemme. Ofte ser man dog også store, flotte og karakteristiske galler, man burde kunne bestemme. To ting skal man især lægge mærke til: 1) Hvilken pileart, der er tale om? og det er heller ikke altid lige let at finde ud af :-). Men når det er vigtigt, skyldes det, at mange galler kun findes på en eller få pilearter. 2) Kan man se larven, kan der være er række karakter, der kan hjælpe til med bestemmelsen. Herunder findes et lille udvalg af de galler, man kan finde på pil. Et ? efter navnet betyder, at bestemmelsen ikke 100% er sikker, men er et godt bud. |
Galhvepsen (Phyllocolpa leucapsis – sym. Phyllocolpa coriacea)
Denne “bladrulle” skyldes bladhvepsen Phyllocolpa leucapsis, og kan findes på Gråpil (Salix cinerea) og Øret pil (Salix aurita). Her er den fundet på Gråpil.
Lukker man den op, vil man kunne finde en larve, der er omkring 1 cm stor, når den er udvokset. Farven på kroppen er gulbrun med en mørk ryg. Hovedet er glinsende brunt, og på de to bagerste kropsled findes der store, sorte pletter. Så frem med luppen, hvis I finder sådan en.
Galhvepsen Eupontania vesicator
Denne galle gav længe store problemer, men en finne kom os til hjælp og bestemte den til Pontania vesicator. Den kendes på, at den for det første findes på Purpur-Pil (Salix purpurea), men også at den har meget tynde vægge, samt at gallen, der kan blive op til 2 cm lang, går fra midternerven på bladet og ud til kanten (eller næsten). Tilsyneladende en ret sjælden art i Danmark, med i hvert fald kun 3 fund på Naturbasen.
Galhvepsen Eupontania viminalis
Denne meget karakteristiske galle skyldes galhvepsen Eupontania viminalis. Findes først og fremmest på Purpur-pil (Salix purpurea), men kan formentlig også findes på en række
andre pilearter. En lignende art Pontania arcticornins, der dog er lidt mindre (op til 7 mm), kan findes på Krybende Pil (Salix repens), men kun på denne, så derved undgås forvekslinger let.
Et vigtigt kendetegn for begge arter er, at de kun vokser på den ene side af bladet. Den enkelte galle har således ikke “buler” på begge sider af bladet.
Galhvepsen Eupontania pedunculi
Gallen, der altid findes på undersiden af bladet, er i starten grøn, men bliver mere og mere rød efterhånden som den modnes. Gallen er også meget behåret og generelt mere eller mindre ærteformet.
På blade af S. aurita (Øret Pil), S. Caprea (Selje-pil), S. cinera (Grå-pil) samt deres hybrider.
Galhvepsen Pontania bridgmanii?
Et godt bud på denne forholdsvis tykvæggede galle vil være Pontania bridgmanii. Et af kendetegnene er, at den er omtrent lige tyk på både oversiden og undersiden af bladet. Vi er dog ikke helt sikre, og her skulle vi nok have husket at kigge på larven – hvis det ikke var fordi, den havde forladt boet! Er bestemmelsen rigtig skulle larven være gulgrøn med et brunligt hoved.
Pilerose
Pilerosetgalmyg (Rhabdophaga rosaria)
(Sym. Dasineura rosaria)
På skudspidsen af forskellige arter af pil ses ofte en galle dannet af galmyggen Rhabdophaga rosaria. Gallen dannes ved at længdevæksten af skuddet sættes i stå, hvorefter bladene så at sige afsættes oven i hinanden, hvorved den såkaldte ”Pilerose” eller “Pileroset” dannes. Mens bladene er grønne, kan man inderst i ”knoppen” finde en orangefarvet larve. Senere på året vil larven forpuppe sig her og overvintre til næste forår. Denne galle er meget let at få øje på om vinteren, hvor det er de eneste blade, der sidder tilbage på piletræet .
Her ses “Pilerosen” i en typisk vinterudgave.
Her ses den så i en noget friskere sommerudgave:
Pilekvistgalmyg (Rhabdophaga salicis)
Her bliver ægget lagt i stænglen, således at der dannes en 10 mm tyk og op til 50 mm lang galle. I starten er gallen grøn, men bliver efterhånden mørkebrun. I hver galle er der et kammer, der indeholder en orange larve eller puppe. Meget almindelig.
Galmyggen Iteomyia capreae
Denne galle findes på især de bredbladede typer af pil. På oversiden ses en lille rund, 1-2 mm stor, vortelignende, hård galle. Den er først lysegrøn, men bliver senere rødlig til brun. Men gallen kendes lettest på undersiden af bladet, hvor gallen har en lille karakteristisk rund åbning, som kan anes på det nederste billede. Nærmest som et lille krater.
Inde i gallen lever en enkelt lille larve, der først er hvid, senere orange-rød.
Virus eller galmiden Eriophyes triradiatus? Eller begge dele?
Denne galle er lidt af et mysterium, da man (så vidt jeg har kunnet finde ud af) ikke er helt sikker på, hvordan den er opstået. Længe har man troet, at det var en galmide Eriophyes triradiatus (sym. Stenacis triradiatus) – men i dag hælder man mere til, at det er en virus, der forårsager gallen. Men hvordan de to arter spiller sammen, og om de måske begge er en medvirkende faktor til galdannelsen, står endnu hen i det uvisse.
Men et er sikkert, der er masser af liv i gallen. Da jeg en dag i marts tog et par stykker med hjem og lagde under stereoluppen, så skal jeg love for, der viste sig liv. Gallerne vrimlede i det yderste, blødere lag med mider – især en brun til rødbrun, pæreformet sag på 0,3- til næsten 0,5 mm. Der var hundredvis. Ret karakteristisk havde de alle en mørkere brun plet på hver side af bagkroppen. Udover denne fandt jeg 2 andre mider, dog i betydeligt mindre antal. Om der er tale om ovennævnte mide, ved jeg desværre ikke, da det endnu ikke er lykkedes at finde et billede af arten.
