Svampetur

Aldrig før har interessen for svampe i Danmark været så stor som nu – tusinder af danskere drager i sæsonen ud for at samle til spisebrug, garnfarvning, juledekorationer eller blot for at blive klogere på denne store gruppe af meget spændende og meget forskellige organismer. Her er masser af gode historier, overtro og fordomme. Alle sanser kommer i spil, for man kan ikke bestemme svampe uden at lugte, smage, se, føle og sågar høre sig frem for at finde ud af, hvilken svamp man står med i hånden.

I Danmark regner vi med at der er ca. 6 gange så mange svampe, som der er planter!  Ca. 6000 arter, så der er nok at tage fat på. Hvordan skelner man de mange svampe fra hinanden? Og hvad er myter og virkelighed i svampenes verden?

Svampe er samtidig et fantastisk emne for en fælles tur, idet der er noget til alle. Så hvad enten det er personaleforeningen, der skal på udflugt, en gruppe venner eller familie, der bare gerne vil lære noget sammen, en kommune, der vil tilbyde svampetur for sine borgere, en fødselsdagsgave til svigerfar, så klarer vi det.

Vi laver ture på hele Fyn (og nogle gange også uden for), og vi har flere gange også arrangeret landsdækkende arrangementer for større kæder, der vil tilbyde noget specielt til deres kunder. Her har vi et godt netværk af svampekyndige kollegaer, så vi har kunnet tilbyde arrangementer med koordinerede ture, mange steder i hele landet. 

Og om vi skal tilberede svampe på turen, skal slutte af på en restaurant, hvor kokken får dem med i køkkenet, eller I bare skal have dem med hjem… Mulighederne er mange.

Men husk, der er ligesom hos lystfiskerne, aldrig ”fangstgaranti” – men oftest får vi nu mere med hjem end lystfiskerne.

Højsæsonen for svampeture er september og oktober, men juni, juli og august kan også være ret interessante, hvis vejret arter sig rigtig.

Skriv eller ring til os og få en snak.

Svampetur12